Teknik

Kai Toft om teknikkens historie

Min egen interesse for indspilning af musik blev vakt til live i midten af tresserne, da jeg læste en artikelserie i et månedsmagasin, som hed ”Populær Radio & TV Teknik”. Artikelserien omhandlede en musiknørd fra København, som ikke alene selv havde bygget sin egen mixerpult, men også i en lang årrække havde arbejdet med flersporsteknik i forbindelse med musikindspilning.

Det var den danske ingeniør Philip Foss, der i 50erne selv havde bygget en 4 spors båndoptager, der flittigt blev benyttet af bl.a. Jørgen Ingmann på hans guitarplader fra den tid. Senere, i begyndelsen af tresserne, byggede han en ny båndoptager, denne gang en 8-spors, der vistnok var den første og eneste i Danmark på den tid.

Det var sammen med Jørgen Ingmann, at han konstruerede og byggede sin egen rumklangsenhed, som udmærkede sig ved kun at fylde det meste af et klædeskab. Som jeg husker det, var det et metalgitter, der blev sat i vibrationer, men jeg husker ikke, hvad det var for en enhed, der overførte musikken til de mekaniske svingninger, der satte metalgitteret i gang med at vibrere. Det var Ortofon Pickupper, placeret forskellige steder på metalgitteret, der gav forskellige efterklangstider.

Studiet, som han havde, hed Wifoss Studie og var indrette i en større lejlighed i den nordvestlige del af København. Mange af de danske kunstnere fra 50erne og 60erne var flittige brugere af hans studie, og han var kendt for den gode og rene lyd uden for mange tilsætningsstoffer. Lyden skulle være i orden, inden den blev transporteret ind i en velvalgt mikrofon til opgaven for derefter at blive blandet (mixet) i noget udstyr med et stort ”headroom”, der ikke farvede eller forvrængede lyden. Lydbilledet skulle skabes i studiet af musikerne og kunstneren, og optageteknisk drejede det sig om at anvende den rigtige mikrofon med den optimale placering i forhold til instrumenter og vokaler for at få en god optagelse.

Datidens mixere havde begrænsede muligheder for at ændre på lyden. Der var typisk kun en simpel tonekontrol (EQ), og i stereotiden en panorama-indstilling (Pan) samt en mulighed for at tilsætte rumklang til de enkelte kanaler.

Det fortælles om Philip Foss (måske er det kun et rygte, da jeg har det fra en musiker), at han i slutningen af tresserne havde fået Gasolin i studiet for at indspille en plade med dem, og da musikken gik i gang, kom han stormende ind i studiet helt hvid i hovedet, mens han råbte: ”Holdt, holdt, holdt for satan da, der er noget der forvrænger gyseligt”, mens han skulede bebrejdende til Frantz Beckerlee.

Det var den historie, der gav mig lyst til at arbejde med lyd og musik.

I 1960 fik jeg min første båndoptager, som var en Philips transportabel til små 8 cm. spolebånd. Jeg byttede min højt elskede Radiogrammofon til dette lille ubrugelige uhyre. Dens signal/støjforhold var ikke meget bedre end Edisons Fonograf, og den var ubrugelig til andet end tale. Der gik nogle år, før jeg fik mulighed for at købe en lettere brugt Beocord 2000 spolebåndoptager. En fantastisk båndoptager, som det lykkedes mig at lave nogle udmærkede koroptagelser med. Den havde samtidig nogle tekniske finesser, der gjorde den attraktiv for en båndamatør. Bl.a. kunne man lave Sound on Sound med den indbyggede mixerpult - dog kun i mono.

I 1970 lancerede Akai et flagskib af en spolebåndoptager Akai X-360D, som udmærkede sig ved at kunne optage og afspille med en båndhastighed på 38 cm/sekund, som var standard, hvis man skulle lave professionelle optagelser. Min gode ven radioforhandler Martin Pedersen, som havde en lille Radio og TV-forretning ved siden af Biografen i Torvegade i Skive, skaffede den hjem til mig, og det var en stor dag, da den ankom i en kæmpe trækasse, og hvis vægten borgede for kvaliteten, måtte den være et vidunder: Den vejede ca. 28 kg.
Jeg glædede mig til at komme i gang med at optage andet end radioprogrammer med skønheden, så jeg talte med en af mine gamle skolekammerater Kaj Olsen, som jeg stadig så en gang imellem. Han var trommeslager, og han spillede i et lokalt band sammen med en anden fyr, som hed Leif Nielsen, som jeg også kendte en smule fra ungdomsskolen, hvor vi gik til elektronik sammen. Vi fik aftalt at lave en prøveoptagelse med båndoptageren. Vi havde lånt scenen nede på Krabbesholm Højskole til formålet og sammen med en tredje fyr Svend, som de på det tidspunkt spillede sammen med. Vi lavede nogle optagelser med to mikrofoner direkte i båndoptageren med Leif på guitar, Kaj på trommer og Svend på orgel. Vi var rimeligt tilfredse med resultatet og mente, at vi med en mixerpult og en udvidelse af bandet havde mod på at indspille en LP-plade.

Så det var ikke ambitioner og troen på, at det nok skulle lykkes for os, der manglede. Aftalen blev, at jeg skulle konstruere en mixerpult til formålet, og de andre skulle stå for udvidelsen af bandet og skaffe et sted, hvor optagelsen kunne foregå.
Mixerpulten, som jeg fik konstrueret, blev delvist flikket sammen af nogle kasserede komponenter, som jeg havde fra mit arbejde på B&O, og resten måtte jeg købe. Den mekaniske konstruktion bestod af nogle aluminiumsprofiler, og det blev ikke en skønhedsåbenbaring - for det var tiden ikke til.

Det vigtigste var, at det virkede.

Elektronikken bestod af 6 mikrofonforstærkere med hver sin ”gainkontrol”, for ikke at overstyre signalet, og da vi havde besluttet, at det skulle være i stereo, var der også for hver kanal en ”panorering”, så vi kunne lave et stereomix af instrumenterne. Derudover var der i hver kanal en fader, så vi kunne skabe en balance i musikken. Til slut var der en stereo-sum-forstærker, hvor signalerne blev lagt sammen, inden de blev sendt til båndoptageren.

Ingen tonekontroller eller effekter.

Alle mikrofonindgangene var ubalancerede. Dengang anvendte man ellers meget dyre trafoer i indgangen på professionelle mixere, men det havde vi ikke råd til.

I 1971 var P2 mellembølgesenderen i Skive stadig aktiv, og det krævede korte ledninger, for ikke at samle signalet fra senderen op, og derudover en “Bølgefælde” på hver indgang. Problematikken var jeg bekendt med i mit arbejde som Radio & TV-mekaniker. Skive-senderen var den kraftigste på mellembølge-området i DK. Den havde en effekt på 70 kW og kunne modtages i store dele af Europa. I Skive skabte senderen store problemer for elektronisk udstyr, fordi den ”strålede ind” i alt, der havde en højttaler eller i telefonen.

Det viste sig hurtigt, at de seks kanaler ikke var nok til at skabe balance mellem fem instrumenter, hvoraf det ene var et trommesæt, og derudover var der en ”Leslie” til orglet, som krævede to mikrofoner. Løsningen på det problem var nogle, hurtigt sammenflikkede, passive mikrofon-splittere, som gav mulighed for nogle ekstra indgange på mixeren. Mikrofonerne, vi brugte, var alle ”dynamiske” undtaget et par B&O båndmikrofoner. Vi vidste på forhånd, at vi ikke skulle bekymre os om at indspille vokaler, det skulle foregå efterfølgende i et studie i Ålborg. Musikken skulle indspilles i et take. Der var ingen muligheder for dubbing. Så hvis én spillede forkert, var det forfra alle mand, indtil det hele sad i skabet. En udfordring for musikerne var, at de ikke havde en vokal at læne sig opad, den eneste hjælp var ”Pjuske”, der satte en streg på tavlen for hvert gennemspillet vers, så alle var med, når nummeret nærmede sig slutningen.