Svends ene fejl – og jagten på en bassist
På slægtsgården "Rævholm" i Ramsing forventede landmandssønnen Svend Thomsens far, at sønnen som den ældste af fire børn skulle være 8. generation på gården. Med sine 60 tønder land hørte slægtsgården til de større på Skive-egnen.
Men på værelset lyttede Svend Thomsen til The Rolling Stones og især The Beatles. Og da han på sin Blå Mandag, der gik til Skive, redte håret fremad i håbet om at ligne John, Paul, George og Ringo, blev der ballade.
Ved hjælp af brylcreem skulle håret bringes bagud, hvor det hørte hjemme, fik Svend Thomsen besked på.
- Fleur de Lis blev et vigtigt holdepunkt for os alle på et tidspunkt i vores liv, da alle muligheder var åbne, og hele verden lå åben for vores fødder. Vi var lidt for unge til at være med i ungdomsoprøret i 1968, men var meget fascinerede af det, og forsøgte at tilegne os mange af de idealer, der udsprang af oprøret. De af os der var opvokset i de små landsbysamfund blev dagligt konfronteret med, at der var stor forskel på den amerikanske vestkyst og vores dagligdag, og vores lange hår var et symbol på et oprør, der ikke var velset i de fleste kredse, siger Svend Thomsen.
Men fascinationen af musikken kunne ingen tage fra ham, og Svend Thomsen drømte om en guitar. Imens sad han sammen med klassekammeraten "Store" Peter M. Nielsen i de lange undervisningstimer, mens de gik i realen på Lem Centralskole og tegnede sceneopstillinger.
Med to guitarer, bas og trommer - præcis som heltene fra Liverpool.
Omsider kom den dag, da Svend Thomsen — fulgt af sin far — tog turen til Alfred Kristensens butik i Holstebro, der bugnede af alt det ypperste inden for musikinstrumenter. Hjem kom de med en billig begynderversion - en Teisco el-guitar - svær at spille på, fordi strengene skulle trykkes langt ned, og forstærkeren var i første omgang en radio.
Sammen med klassekammeraterne Peter, Jesper og Vagn dannede Svend Thomsen nu bandet ”Poison Ivy", der blev opkaldt efter et hit med Manfred Mann.
Et band med to guitarer, bas og trommer - præcis som heltene fra Liverpool. Et band, der blev engageret til at spille ved konfirmationsfester, og da de også blev bedt om at spille i pausen til skolefesten på Lem Centralskole, var lykken gjort.
For en tid. I hvert fald indtil han blev optaget på det nye Skive Gymnasium.
Unge lærere, unge elever
Det var et nyt og progressivt uddannelsessted, og før gymnasiet blev indviet i 1968, havde unge med akademiker-drømme været henvist til gymnasiet i Struer eller Viborg Katedralskole.
I Skive blev eleverne — i mange tilfælde — overladt til adjunkter, der kun var få år ældre end dem selv. At se lærer og elev i en hed omfavnelse til en fest på Skive Gymnasium var ikke noget særsyn og efter en emneuge om Kina i 1973, hang gennem adskillige år et spektakulært portræt af formand Mao på væggen i festsalen.
- På Skive Gymnasium blev vi opmuntret af unge og engagerede lærere, og vi var helt med på Dylans ”Don’t follow leaders”, og John Lennons ”All you need is love”. Det udmøntede sig i langt hår, og møbler der kunne bestå af ølkasser og sækkestole, husker Svend Thomsen.
På gymnasiet kommer han i klasse med Leif Nielsen Kramer. Kaj D. Olesen, der arbejdede hos en arkitekt, og Leif Nielsen Kramer kendte hinanden fra bandsene ”The Fog” og ”False Image” og var allerede ved at tænke på at lave et nyt band.
Snart efter begynder de at spille sammen med Svend Thomsen.
”Svend han er godt nok langhåret – men det er også den eneste fejl, han har”: Sådan sluttede Svend Thomsens bedstemor, der var på aftægt i en del af stuehuset på ”Rævholm”, de mange diskussioner om længden på barnebarnets hår.
I stedet for en knallert
Her fik de unge musikere fra Skive og Ramsing yderligere en klassekammerat i endnu en sallingbo - Bjarne Pedersen fra Thise.
Som lille dreng stod han på sin mors fødder, når hun dansede til 50'ernes store schlagere — og han lærte at følge musikken. Når familien Pedersen spiste søndagsmiddag, skete det altid til tonerne af "Giro 413"
Senere blev det musikprogrammet "Efter skoletid" med den unge radiovært Jørgen Mylius, der lokkede Bjarne Pedersen hen til radioen. The Beatles, The Rolling Stones, Small Faces og The Who var fascinerende for den unge mand, der netop var begyndt i realskolen.
Han ønskede sig brændende en knallert, og tanken om at blive aktiv musiker havde han aldrig haft. Bjarne Pedersen mente også, at han havde fortjent en knallert, for han arbejdede hårdt på den fædrene gård i Salling.
Skuffelsen var stor, da forældrene erklærede, at en knallert hverken var værd at investere tid, interesse eller penge i. I protest sagde Bjarne Pedersen, at så ville han have en elektrisk guitar. Overraskelsen var stor, da forældrenes accept blev udtalt — og så kunne de næsten jævnaldrende brødre, Ole og Henry, også få en, så sønnerne kunne spille sammen.
Hele familien kørte derfor til Holstebro for at købe elektriske guitarer i Alfred Christensens navnkundige musikforretning. Det endte med at blive lige så dyrt som en ny knallert, da det stod klart for familien Pedersen, at en elektrisk guitar ikke kunne fungere uden en forstærker og højttaler.
En fynsk karl på nabogården kunne kun spille barré-greb på guitar, så han fik med et slag nogle nye elever, der skulle starte med at lære disse svære greb. Og snart dannede Henry og Bjarne Pedersen sammen med klassekammeraterne Gunnar, Esper og Niels, der spillede bas, trommer og orgel, orkestret "Boiling Sound".
Den eneste fejl
Sidst i 60'erne havde Bjarne Pedersen på egen krop erfaret, at det kunne være farligt at gå til bal på den lokale kro med langt hår. Mange så det som et udtryk for, at han tilhørte en ungdomskultur, som ville ændre på nogle af de vedtagne normer.
Samtidig blev der set skævt til Bjarne Pedersen fra nogle af forældrenes naboer og omgangskreds, som ikke mente det kunne være rigtigt, at sådan en stor, stærk, ung mand skulle blive boende hjemme. Uden at bestille andet end at læse bøger og spille "undergravende musik' Et arbejde, hvor man brugte hænderne — det vidste man, hvad var i Østsalling.
Bjarne Pedersen startede på det nye gymnasium i Skive, hvor han langt fra var den eneste, der havde langt hår.
Det samme havde en anden klassekammerat, Svend Thomsen fra Ramsing. Hans forældre var dog ved at have accepteret sønnens lange hår.
Det var også lige før, Svend Thomsen selv havde vænnet sig til, at det var mere reglen end undtagelsen, at han blev lovet tæsk til forsamlingshusballer i Vestsalling. Men frisuren var lidt af et samtaleemne i Ramsing, der dengang var et blomstrende lokalsamfund med alt hvad man kunne tænke sig af butikker - købmand, brugs, bager, frisør, skomager, smed, tømrer, mejeri, skole, jernbanestation, cykelhandler og flere kiosker.
Svend Thomsens bedstemor, der var på aftægt i en ende af stuehuset på Rævholm måtte høre en del for barnebarnets lange hår fra sine veninder. Men da det var på sit højeste, skar hun igennem alle diskussioner med sin konstatering:
- Svend han er godt nok langhåret — men det er også den eneste fejl, han har!
Bjarne Pedersen fra Thise ønskede sig egentlig en knallert. I stedet fik han en elektrisk guitar og kom til at spille ”undergravende musik”, som man sagde på hjemegnen.
Den innovative radiomekaniker
Den samme "fejl" — længden på håret - var altså lidt af en fællesnævner for de unge mænd, der mødte hinanden på Skive Gymnasium. Ingen overvejede dog at blive klippet.
Musikken var en anden — og mere gennemgribende. Den tiltalte vennen Kai Toft, der havde gået i Skive Nordre Skole sammen med klassekammeraten Kaj D. Olesen. Kai Toft var til Elvis og Kaj D. Olesen til Beatles, og hver gang der kom et nyt album, blev de anskaffet og teksterne lyttet af og skrevet ned.
Kai Toft kom til at spille en afgørende rolle for Fleur de Lis’ lyd og optagelserne med bandet. Han var uddannet radiomekaniker, og på flere punkter forud for sin tid.
Sammen med Leif Nielsen Kramer udtænkte innovative Kai Toft elektroniske trommer hele otte år før Yamaha præsenterede dem som en nyskabende verdensnyhed.
Og det er også Kai Toft, som Leif Nielsen Kramer beder medbringe sin nyindkøbte AKAI 38 cm 4-spors båndmaskine, da han i marts 1970 låner festsalen på Krabbesholm Højskole — en herregård ved Skive Fjord, der daterer sig tilbage til 1565.
Her øver musikerne Leif Nielsen Kramer, Kaj D. Olesen og Svend Thomsen nogle gange den første version af "Bad Loser", der bliver optaget på Kai Tofts nye båndoptager.
- Den vejede 28 kilo, så - sagde vi til hinanden - måtte den være god. Vi var helt vildt imponerede af lyden, og så sagde vi helt naturligt til hinanden ”skal vi ikke lave en plade?”. Vi havde ikke helt teknikken til det, men det kunne jeg finde ud af. Musikken blandede jeg mig ikke i, men jeg blev klar til at indspille en LP i stereo, fastslår Kai Toft.
Han havde mange fremsynede ideer. Kai Toft mente, det mest oplagte var at placere en mixerpult i salen på et spillested – og det blev senere almindeligt. Samtidig kunne man sikre, at lyden fra trommerne ikke helt og aldeles overtog lydbilledet.
Kai Toft brugte talrige timer på at skaffe sig det fulde og hele indblik i, hvad en båndoptager rent faktisk kunne. Og en mixerpult – den byggede Kai Toft selv, og den var helt uovertruffen i forhold til datidens normer.
Musik – og teknik
De ambitiøse musikere levede og åndede for musikken. I marts 1970 indspillede Leif Nielsen Kramer, Kaj D. Olesen og Svend Thomsen to numre hos Palle Juul i QualiSound-studiet i Sønderholm i Nibe.
Atter var Leif Nielsen Kramers fætter Bent chauffør.
Afdøde Palle Juul, der senere skulle bliver kendt som "Country Palle", var tidligere jazzmusiker med en hæderlig sangstemme. Nu havde han indrettet sit eget studie, og i samarbejdet med Kai Toft øjnede han muligheden for, at der for første gang kunne indspilles i stereo — udenfor hovedstaden.
Leif Nielsen Kramer, Kaj D. Olesen og Svend Thomsen indspillede dog en monoudgave af "Bad Loser" og "Tågen", som Leif Nielsen Kramer som komponist senere brugte som inspiration til nummeret "Sneen
Palle Juul spillede efterfølgende demobåndet for Ålborg-gruppen "Birds of Paradise", som blev meget begejstrede, Leif Nielsen Kramer kom derfor - for en tid - med i "Birds of Paradise", og "Bad Loser" blev udgivet på single-plade med bagsidenummeret "Seasons of Mind"
Mødet med Palle Juul bliver i særlig grad afgørende for Kai Toft, der bliver medejer af QualiSound. Han bruger talrige timer på at modernisere de jyske muligheder for at indspille LP’er i stereo, inden Palle Juuls og Kai Tofts veje atter skiltes.
- På den måde kom jeg til at arbejde videre med musikken. På et tidspunkt arbejdede jeg sammen med Gert Sørensen, der havde et studie, hvor musikere fik indspillet kassettebånd, i landsbyen Vroue. På et tidspunkt kom spillemændene fra Kræn Bysted for at indspille, og i en pause spillede Lars Lilholt et solonummer. Jeg siger helt vilkårligt ”Vi skal have lavet en plade!”, og et halvt år senere ringede Lars Lilholt. Så gik vi i gang, fortæller Kai Toft.
Uanset hvor Kai Toft Elektronik har haft adresse på Skive-egnen, har der været et studie. I de seneste 10 år i tilknytning til Skive Lufthavn, som Kai Toft købte af Skive Kommune.
- De unge musikere med rødder på Skive-egnen, der var på vej mod stjernerne, har indspillet her, så længe, teknikken slog til – Thomas Troelsen, Søren Balsner og Dúné. Jeg har gennem alle årene bevaret musikken som fritidsinteresse, og har der været penge, er de gået til ny teknik, fortæller Kai Toft.
Det var heller ikke ambitioner, Fleur de Lis manglede.
- Ambitionerne var altid foran den faktiske formåen. Set i bakspejlet havde Fleur de Lis svært ved at blive tilfredse med, hvad de rent faktisk kunne, men de var klar til at arbejde meget hårdt, vurderer Kai Toft.
Leif Nielsen Kramers store ambitioner stod på mange måder i kontrast til hans tilbageholdende og stilfærdige fremtoning. Men han var for over 45 år siden fast besluttet på, at han ville lave sin egen musik — og derfor indrykkede Leif Nielsen Kramer i juli 1970 annoncen med overskriften "Beat-musikere" i Skive Folkeblad under billet mærke 2027.
Leif Nielsen Kramer brød med "Birds Of Paradise", og spillede atter sammen med Kaj D. Olesen og Svend Thomsen.
Klassekammeraten Bjarne Pedersen fra Thise var til audition, og blev valgt til det nye band i begyndelsen af februar 1971.
Endnu manglede en bassist.
Kai Toft var den innovative radiomekaniker og ejer af en nyindkøbt AKAI 38 cm 4-spors båndmaskine. Den vejede 28 kilo.
”De af os der var opvokset i de små landsbysamfund, blev dagligt konfronteret med, at der var stor forskel på den amerikanske vestkyst og vores dagligdag, og vores lange hår var et symbol på et oprør, der ikke var velset i de fleste kredse.”
Svend Thomsen, der blev musiker i Fleur de Lis og voksede op i Ramsing
”Musikken blandede jeg mig ikke i, men jeg var klar til at indspille en LP i stereo.”
Radiomekaniker Kai Toft, der blev teknisk medlem af Fleur de Lis